Strande, kultur, historie og lækker mad – Barcelona er en by med masser at tilbyde dig under dit besøg. Der er meget, du kan nyde her under dit besøg, lige fra fortidens gotisk inspirerede arkitektur til moderne kunstværker fra det 21. århundrede.
En vigtig sportsby
I de senere år har byen gjort det fremragende i sportens verden – FC Barcelona har skabt et dynasti i fodboldverdenen med deres finurligespillestil. Hvis du gerne vil se Barca live, bliver du ikke skuffet, for så vil du se superstjerner som Lionel Messi og Neymar spille elegant på Camp Nou. Du kan udforske FC Barcelonas historie og deres flotte stadion på en af klubbens guidede ture. I tråd med byens sportsarv kan du besøge Barcelonas olympiske anlæg i Parc Montjuic, hvor du kan nyde de smukke omgivelser, mens du afslappet går rundt dér, hvor et af Europas mest succesfulde Olympiske Lege blev afholdt.
Kunst og arkitektoniske perler
Foruden byens sportsarv er Barcelona berømt for sin pionertilgang til arkitektur i den modernistiske periode, hovedsageligt takket være den ikoniske Antoni Gaudi. Gaudis bygninger ligger overalt i byen men du må ikke gå glip af La Pedrera, Casa Batllo, Park Guell og La Sagrada Familia. Foruden Gaudis bygninger er Barcelonas katedral et must, hvis du er fan af gotisk arkitektur.
Hvis du gerne vil se på fine kunstværker, skal du blot aflægge Museu Picasso de Barcelona et besøg. Museet ligger på gaden Carrer de Montcada og udstiller mange værker fra den kunstneriske stilperiode, Kubismen. Hold også udkig efter Barcelonas museum for moderne kunst, Museu d'Art Contemporani de Barcelona – den udprægede moderne bygning er et centrum i det livlige område, El Raval.
En smag af Catalonien
Barcelona er også berømt for sine gyldne strande – området er en magnet for både turister og lokale takket være byens varme klima næsten hele året. Du vil opdage, at La Barceloneta stranden er den mest populære. Den har flere kulturelle vartegn og restauranter, som du kan nyde.
Gå ikke glip af La Rambla under dit besøg: en stemningsfyldt boulevard i hjertet af Barcelona... På den travle gade finder du mange gadegøglere – alt fra tryllekunstnere til menneskelige statuer – som alle vil underholde de forbipasserende tilskuere. Du finder også forskellige butikker, der sælger alt fra finere varer til mere kreative ting. Herfra kan du nemt finde det overdækkede fødevaremarked, La Boqueria, som er kendt for at sælge friske catalanske produkter og delikatesser. Gå på cafe, hør de lokale tale sammen og lad, som om du er en rigtig catalonier.
Og nu vi taler om mad, så huser Barcelona nogle af de bedste restauranter, du kan finde i Spanien. Byens beliggenhed ved kysten har givet den ry for at have gode fiskerestauranter, og du kan finde mange af dem på sidegaderne til Passeig de Joan de Borbo i den østlige del af byen. Hvis du vil smage det autentiske spanske køkken, kan du prøve nogle af de mange tapas-restauranter i den gamle bydel, blandt andet i det gotiske kvarter, Barri Gotic.
Hvis dine rejseplaner fører dig længere væk, ligger Barcelona usædvanligt bekvemt placeret på kontinentet. Store veje kører gennem Europa og er forbundne med den catalanske hovedby. Hvis du kører langs kysten nordpå ad E-15, kan du køre til Sydfrankrig og opleve mere catalansk kultur i Perpignan. De mere rolige byer Montpellier og Marseille ligger lige rundt om hornet. Hvis du helt vil skifte kulisse, vil du elske de sneklædte tinder i Andorra, som kun ligger tre timer væk, hvis du kører nordpå ad A-2.