De 5 bedste lydbøger til kvinder

Page author

af Hertz - 17 June 2021

Fyld din sommer med historier og nyd skrækindjagende spændingsromaner, bjergtagende biografier og rørende romantik. Hos Hertz og BookBeat synes vi, at gode historier hører sig sommeren til, så derfor har vi samlet de fem bedste lydbøger til kvinder.

For at gøre det hele lidt bedre, har vi også et tilbud til jer, hvor i kan lytte og læse gratis med 8 ugers gratis BookBeat Premium abonnement, som selvfølgelig er uden binding.
Klik her for at prøve BookBeat gratis.

Vores første anbefaling er faktisk en helt serie og ikke kun én bog. Nemlig:

Lucinda Riley – De Syv Søstre

(https://www.bookbeat.dk/serie/de-syv-sostre-11811)

Som navnet antyder er dette en serie i syv bind, hvor vi i hver af de smukke fortællinger følger én af de syv søstre. Den internationale bestsellerforfatter Lucinda Riley udfolder sit fortælletalent som aldrig før i dette medrivende første bind i en ny stor serie baseret på legenden om stjernebilledet De syv søstre.

Schweiz 2007. Maia D’Apliese og hendes fem søstre er blevet kaldt hjem til deres barndomshjem Atlantis – en stor, smuk villa ved Genèvesøen – da deres elskede far, den sky mangemillionær, som de kalder Pa Salt, er død. De er alle blevet adopterede som små, og nu har Pa Salt efterladt dem hver især en ledetråd, der kan føre dem tilbage til deres sande ophav. Maias ledetråd fører hende til den anden side af Jorden, til en forfalden herskabsvilla i Rio de Janeiro i Brasilien.

Rio 1927. Midt i byens storhedstid har Izabela Bonifacios far store forhåbninger om at gifte sin datter ind i aristokratiet. Samtidig arbejder arkitekten Heitor da Silva Costa på det, der skal blive den berømte Kristusstatue, og planlægger en rejse til Paris for at finde den rette skulptør til opgaven. Den lidenskabelige Izabela længes efter at se verden og overtaler sin far til at lade hende tage med Silva Costa til Paris, inden hun skal giftes. Dér, i Paul Landowskis studie og i Montparnasses livlige caféer, møder hun den ambitiøse, unge skulptør Laurent Brouilly og indser, at hendes liv aldrig vil blive det samme igen.

Den næste anbefaling er Hella Joofs seneste bog, som har taget Danmark med storm:

Tvilling Yndling Grævling

(https://www.bookbeat.dk/bog/tvilling-yndling-graevling-295496)
Lydbogen er indlæst af Hella Joof selv. Hella Joof er elsket for sine film og bøger. I Tvilling Yndling Grævling – en selv(hjælps)biografi fortæller hun for første gang sin samlede historie. Bogen er blevet en gribende, morsom, ærlig og skarp beretning om, hvem Hella Joof er, hvad hun er rundet af, og hvordan hun håndterer livet. Med forfatterens egne ord:
Dette er en selv(hjælps)biografi. Her kan du blandt andet læse om, hvordan man ikke skal gøre, og hvad man skal prøve at undgå at rode sig ud i inden for parforhold, familie, økonomi, selvbedrag, sex og kroppen generelt.
Og jeg ved, hvad jeg taler om. I snart 58 år har jeg nemlig bedrevet en del grundforskning – det vil sige, jeg har stået lige i bulls eye, når folk tæt på mig har begået fejl. Og jeg har selv begået et Atlanterhav af fejl. Både fuld og ædru. Både glad og trist. Både gift og skilt. Både tyk og tynd. Både med og uden tøj.
Jeg er gået ind i mange døre, og hver gang jeg er kommet til en uoverstigelig mur, har jeg taget tilløb og braget panden ind i den, i stedet for at benytte den lille grønne, ulåste låge nede i venstre hjørne, men den havde jeg ikke set. Så nu har jeg dels en bule i panden, dels opsamlet en masse brugbart materiale om livet og sorteret det i bunker og skrevet det ned. Jeg tænker nemlig, at det vil være synd, hvis det går til spilde, for måske er der noget af det, du kan bruge. Og ellers beklager jeg. Sæt dig, det bli’r langt.

En anden fantastisk og nervepirrende bogserie, som vi varmt kan anbefale til sommeren er:

Krimiserien om Jessica Jackson

(https://www.bookbeat.dk/bog/mordene-pa-morko-460657)

Samuel Karlsson trilogi om Jessica Jackson byder på nordisk crime noir, når den er som bedst.

Serien begynder med bogen ”Mordene på Mörkö”. Da efterforskeren Jessica Jackson får mulighed for at overtage sin fars gamle, nedlagte mejeri på sin barndomsø Mörkö, tager hun orlov fra sit arbejde som efterforsker ved politiet i Västervik. Hun drømmer om at indrette mejeriet som et mikrobryggeri, hvor hun selv vil stå for det hele. Men da en død mand driver i land på øen, tvinges hun til at parkere sine planer for en stund. Efter en fest i øens forsamlingshus forsvinder en ung kvinde. Alt tyder på, at hun er blevet udsat for en forbrydelse. Jessica, som selv deltog i festen, bemærkede ikke, hvad der egentlig skete. Dog var der på et tidspunkt optræk til ballade, da en ung indvandrer lagde an på den unge kvinde, inden hun forsvandt, og en del af øboerne kom hende til undsætning. Eftersom Jessica kender både øen og mange af dens indbyggere, bliver hun viklet ind i den stadigt mere komplicerede politiefterforskning. Og da øen bliver afsondret fra fastlandet på grund af en voldsom storm, står Jessica helt alene med efterforskningen – samtidig med at morderen øger tempoet. Den idylliske facade krakelerer, og bag den gemmer sig had, svig og løgne. Nogle af øens indbyggere bærer på en hemmelighed, der er værre end truslen fra morderen, og hvis hemmeligheden afsløres, vil konsekvenserne for de indblandede være knusende…

Og så lige en herlig bog til at få dig til at grine højlydt på stranden:

Meter i Sekundet

(https://www.bookbeat.dk/bog/meter-i-sekundet-232272)

Et ungt par bosætter sig på en højskole i Vestjylland med deres lille barn. De træder ind i en verden af fællessang, økolærere og en stærk vilje til lokalsamfundet. Han er lærer på skolen, og hun er med som påhæng. Teoretisk set vil hun gerne fællesskabet, men kommer alligevel til at skrive anti-højskolesange med en af de andre påhæng. Det bliver blandt andet til Slagsang for påhæng og Sommersang uden sol og en salme, en vuggesang, en drukvise. Langt hen ad vejen vil hun også gerne integreres i lokalsamfundet, men hun kommer skævt ind i de sociale sammenhænge, hun kan ikke rigtig afkode den vestjyske samtaleform, de korte sætninger og lange pauser. Stine Pilgaard tager tråden op fra 'Min mor siger' og 'Lejlighedssange' med denne stærkt humoristiske, kloge og kærlighedsfulde roman om en ung kvinde, der flytter til Vestjylland med en stærk vilje til højskolelivets fællesskab, men alligevel kommer til at skrive slagsange i smug. Stine Pilgaard, født 1984, er uddannet fra Forfatterskolen og Københavns Universitet. Hun fik et stort anmelder- og publikumgennembrud med debutromanen 'Min mor siger' (2012), som blev nomineret til DR Romanprisen, og som hun modtog debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for. I 2015 fulgte hun succesen op med romanen 'Lejlighedssange', som også talte til et stort publikum, modtog Bibliotekernes Forfatterpris (2016) og var nomineret til Læsernes Bogpris (2016).

I har måske set serien, men har i læst eller lyttet til bøgerne? Fyld din sommer med den populære serie om Familien Bridgerton:

Bridgerton
(https://www.bookbeat.dk/serie/familien-bridgerton-11126)

LONDON, 1813. Daphne Bridgerton er både begavet og smuk – alligevel modtager hun kun ægteskabstilbud fra bejlere, hun ikke synes om. Men da den unge hertug Simon Bassett kommer til byen, forandres alt. Sammen lægger Daphne og Simon en snedig plan: Hvis de indgår en falsk forlovelse, vil den rette type friere måske endelig få øjnene op for Daphne, og samtidig vil overklassens ægteskabsgale mødre forhåbentlig holde sig langt væk fra Simon, som ingen intentioner har om at gifte sig. Nogensinde. I begyndelsen går planen som smurt, men efterhånden som dagene går, bliver det sværere og sværere for både Daphne og Simon at skelne mellem skuespil og ægte følelser.